Historie

Nimbusmotorcyklens historie

Vi ligger på historisk grund. Omgivelserne som før i tiden var med til at lægge rammen om to af dansk erhvervslivs største varemærker gennem tiden: ”Nilfisk støvsugeren” og ”Nimbus-motorcyklen”.

Nimbus-motorcyklens historie tog sin begyndelse i 1917, da konstruktøren P.A. Fisker blev inspireret af gadebilledets mange motorcykler. Han syntes dog, at de fleste lignede trædecykler med motor, og det ville han gøre bedre.

I begyndelsen af 1920´erne havde P.A. Fisker stor succes med en motorcykel, der i folkemunde gik under navnet Kakkelovnsrøret på grund af den rørformede benzintank. Men der sad en kraftig motor på den, og P.A. Fisker vandt mange landevejsløb i ind- og udland. Det skabte respekt om Nimbus-motorcyklerne, som blev mere og mere populære. I 1934 kom Nimbus med en ny model, som i folkemunde gik under det velklingende navn Humlebien, på grund af motorens summende lyd.

Med begyndelsen af 2. Verdenskrig begyndte nedturen for Nimbus-motorcyklen. Produktionen blev stoppet, fordi det var for svært at skaffe materialer. Der manglede benzin, og fabrikken ønskede ikke at producere for Tyskland. Efter krigen begyndte produktionen igen, men nye konkurrenter var kommet til, og der kom aldrig rigtig gang i salget. I maj 1959 meddelte fabrikken derfor, at den lukkede på grund af svigtende afsætningsmuligheder.

Men selvom Nimbusproduktionen ophørte, er Nimbus-motorcyklen ikke glemt. I dag er der stadig ca. 4.000 indregistrerede Nimbus-motorcykler, hvoraf langt størstedelen stadig er i Danmark. Ånden fra Nimbus-motorcyklen lever stadig videre i Nimbusparken.